Kalenderen siger snart maj måned og dermed mulighed for, at medarbejdere kan få udbetalt deres ferietillæg.Med indførelsen af den nye ferielov i september 2020 blev reglerne om udbetaling af ferietillæg ændret, så ferietillægget skal udbetales enten løbende, når medarbejderen holder sin optjente ferie eller 2 gange årligt med henholdsvis maj og august-lønnen.


Sådan gør du i Mit ProLøn:

Du skal udbetale det ferietillæg, der er opsparet i perioden 1/9 2022 – 31/8 2023. Udbetalingen kan ske på en af følgende lønarter:

  • Lønart 8838 (pensionsgivende)
  • Lønart 8839 (ikke pensionsgivende)

Hvis du gerne vil have hele saldoen udbetalt, inkl. det der opspares på den pågældende lønkørsel, kan du taste “999,99” i antal. Alternativt kan du selv regne beløbet ud (husk det, der opspares i maj og august måned) og skrive beløbet i beløb.

Du kan se ferietillægget på dine medarbejderes lønsedler under år-til-dato. Du kan også se en oversigt under ProArkiv  > Indberettet Løn > Standard søgning > Ferietillæg.

Hvis du er i tvivl, så tjek eventuelt jeres overenskomst. Bemærk, at overenskomster kan afvige fra ferieloven.

Særligt om udbetaling af ferietillægget i maj

Er du blandt de arbejdsgivere, der har valgt at udbetale ferietilægget 2 gange årligt frem for løbende, skal du læse med her. Ferietillægget - som er forbeholdt de medarbejdere, der er ansat med ferie med løn - skal således udbetales med netop majlønnen og augustlønnen.

Og særligt i forbindelse med udbetalingen omkring maj, stiller en række spørgsmål sig i kø.

Ferietillægget er bagudbetalt

Med 2 årlige udbetalinger af ferietillægget er medarbejderen bagudbetalt på den front: Ferietillægget der skal udbetales med majlønnen, er nemlig opsparet fra 1. september til med 31. maj i det indeværende ferieår. Det svarer til, at du skal udbetale ferietillæg for 18,72 opsparede feriedage i maj, hvad enten feriedagene er brugt eller ej. Medarbejderens majløn vil altså bestå af den sædvanlige løn plus det opsparede ferietillæg. Ferietillægget vil som minimum bestå af 1 procent af den ferieberettigede løn.

De 5 oftest stillede spørgsmål

Vores jurister får mange spørgsmål om ferietillægget. De 5 mest typiske lige nu, er i forhold til udbetalingen af ferietillægget i forbindelse med majlønnen.

De 5 spørgsmål får du svarene på nedenfor.

 

#1 Vores medarbejder har 5 overførte feriedage fra sidste ferieår. Skal jeg udbetale ferietillæg for de overførte dage her i maj?

Hvis I i 2022 udbetalte ferietillægget i 2 rater (med maj- og augustlønnen), så har virksomheden allerede udbetalt ferietillægget for de 5 overførte feriedage. Derfor skal I naturligvis ikke udbetale ferietillæg for de dage igen.

 

# 2 Vores medarbejdere er forudlønnede. Skulle de egentlig have haft ferietillægget udbetalt, da vi udbetalte majlønnen i apri?

Det korte svar er ja. Når man har med forudlønnede medarbejdere at gøre, er det vigtigt at huske, at majlønnen bliver lavet og er til rådighed allerede i slutningen af april. Er du kommet til at glemme at udbetale ferietillægget, kan du i ProLøn udbetale ferietillægget med den kommende lønkørsel, eller du kan lave en ekstra lønkørsel, hvor du udbetaler ferietillægget. Du kan også ringe til vores lønkonsulenter på 87 10 19 30.

 

# 3 Min medarbejder er/har sagt op og fratræder ved udgangen af maj. Hvordan er det så?

Umiddelbart skulle man tro, at en medarbejder der fratræder den 31. maj, skal have sit ferietillæg for de 18,72 feriedage udbetalt med den sidste løn (ligesom medarbejderne der ikke fratræder). Men sådan er det ikke. I netop denne situation har medarbejderen kun krav på at få udbetalt ferietillæg for de feriedage, som vedkommende rent faktisk har afholdt mellem 1. september og 31. maj. Der er en relativt kringlet juridisk forklaring på dette, men den vil vi spare dig for her. Det vil kunne opleves som om, man “snyder” den givne medarbejder, men det gør man altså ikke.

Eksempel ved fratrædelse i maj:

Morten har været ansat i hele ferieåret og fratræder ved udgangen af maj. På det tidspunkt har han således optjent 18,72 feriedage. Morten holdt 3 feriedage i forbindelse med julen og 1 feriedag ved påsken. Når Morten fratræder ved udgangen af maj måned, har han krav på ferietilæg for de 4 afholdte dage, men ikke for de resterende 14,72 dage.

Du deler ferietillægssaldoen med 18,72 og ganger med 4. Beløbet udbetaler du med Mortens sidste løn.

De resterende 14,72 feriedage, som Morten ikke har holdt, bliver han så honoreret for via de 12,5 procents feriegodtgørelse, du som arbejdsgiver i forbindelse med fratrædelsen afregner for dagene – til Feriekonto eller anden feriekasse.

Regn på ferietillægget ved fratrædelse

Du tager udgangspunkt i medarbejderens ferietillægssaldo og deler tallet med antallet af optjente feriedage i indeværende ferieår, og så ganger du resultatet med det antal feriedage, medarbejderen faktisk har afholdt.

 

# 4 Vi har en medarbejder som fratræder sidst i juni. Må vi tilbageholde (noget af) ferietillægget her i maj, når nu vi ved, at vedkommende slutter?

Nej, det er desværre ikke muligt. Selvom I måske allerede ved, at medarbejderen fratræder i juni, skal medarbejderen have udbetalt ferietillæg for alle de optjente 18,72 feriedage med sin majløn. Underordnet hvor mange feriedage, medarbejderen faktisk har afholdt.

Når medarbejderen så faktisk fratræder ved udgangen af juni, skal I se på, om medarbejderen har afholdt mere end de 18,72 feriedage. Har medarbejderen for eksempel afholdt 20 dage, skal I udbetale ferietillæg for differencen mellem 18,72 og 20 feriedage – altså for 1,28 feriedage.

Har medarbejderen afholdt mindre end 18,72 feriedage, må I til gengæld ikke modregne i det ferietillæg, I har udbetalt med majlønnen. Det er i direkte strid med ferieloven.

 

#5 Vi har en medarbejder, som fratræder sidst i juli og som skal holde en del ferie også i juli. Hvad skal der ske med ferietillægget?

Det kommer an på, hvor mange feriedage vedkommende ender med at have holdt siden ferieåret begyndte. Har medarbejderen holdt 18,72 feriedage eller færre, skal I ikke udbetale yderligere ferietillæg end den rate, der kom med majlønnen.

Har medarbejderen derimod holdt eksempelvis 22 dage ved fratrædelsen, skal I betale ferietillæg for differencen mellem 18,72 og 22 feriedage. Summa summarum skal I udbetale ferietillæg for 3,28 feriedage.

OBS!

Hvis medarbejderens ansættelsesforhold er omfattet af kollektiv overenskomst, kan der være vilkår, som afviger fra ovenstående. Så er det en god idé at kontakte os på 87 10 19 30.

copyright by proløn © 2024